”Uperfekt perfekt”

Jeg går i en mødre gruppe, hvor vi stadig ses en gang imellem, selvom vores børn nu snart er 4år. To af pigerne i min mødre gruppe er folkeskolelærer og har lige været igennem skole hjem samtalerne med deres elever og deres forældre. Det fik mig til at tænke tilbage på mine skole hjem samtaler, da jeg selv gik i folkeskole og hvor meget jeg hadede de samtaler. Ikke fordi jeg fik at vide at jeg var dårlig i skolen eller fordi jeg ikke hørte efter og lavede ballade, nej det var fordi jeg ALTID fik at vide at jeg skulle sige noget mere i timerne og række hånden mere op.

Og jo, de havde da ret, jeg var aldrig den første til at række hånden op, selvom jeg havde svaret. Men jeg skulle være 200% sikker på at det jeg sagde var korrekt og havde jeg den mindste tvivl, så blev min hånd nede. Det skulle være perfekt det er kom ud af min mund. Dengang kunne jeg ikke se at det var ligegyldigt om jeg sagde noget forkert. Dengang kunne jeg ikke se at fejl er ok. Men jeg fandt så også ud af at jo mere jeg rakte hånden op, jo færre gange var det mig der blev hørt ;D

Ingen mennesker er perfekte og ingen hunde er perfekte. Vi lærer hele tiden, især af det uperfekte.

Et ret godt eksempel på det, er min ældste bordercollie Jack på 8år. Jack har altid været ret højtkørende og tændte på ALT der løb. Og hvis han ikke kunne være med i løbeleg eller løbeøvelse, så skreg han. Han skreg hvis han så andre hunde lege, han skreg hvis han så andre hunde løbe ud i et felt og han skreg og hylede hvis vi var i nærheden af en agility bane. Han syntes det var SÅ fedt og ville bare gerne løbe med. Denne ukontrollerede impulskontrol, har givet os mange udfordringer i træningen. Har ikke tal på hvor mange gange han er stukket af fra vores ”samarbejde” fordi der var en anden hund der legede med legetøj, løb efter en bold, løb til feltet eller løb igennem en tunnel. Og som hanhund i teenagealderen var denne adfærd mildest talt ikke ret hensigtsmæssig, hvilket desværre også har resulteret i at Jack ikke er ret begejstret for andre hunde den dag i dag. Han har sit space, som fremmede hunde helst ikke skal overtræde.

Læs også Skru lige ned for ambitionerne..

Min pointe med dette eksempel er, at Jack larmede og det harmonere overhovedet ikke med den ”stille pige”, som ikke larmer, ikke skejer ud og ikke siger noget forkert i klassen. Jeg blev febrilsk, jeg blev hektisk og jeg blev flov når han skreg. Hvad tænker andre ikke, jeg kan jo ikke styre min hund. Skulle jeg overhovedet have en bordercollie? Nej, jeg dur ikke, kan jo ikke engang lære ham at blive ved mig når vi træner….måske I kender remsen? Men sagen var, at jo jeg skulle have Jack! Og han har om nogen, lært mig at det er ok at være uperfekt, det er ok at larme lidt og det er ok udtrykke hvad man gerne vil og hvad man ikke vil. I dag har Jack og jeg et fantastisk samarbejde og han er en utrolig nem hund at omgås. Jeg har accepteret at der er ting han ikke har lyst til og jeg er ok med at han må sige fra som han vil og har brug for. Sådan er han, helt fantastisk uperfekt!

Jeg har tre uperfekte hunde. Jeg elsker dem overalt på jorden, med hver deres uperfekte væsen og hver deres uperfekte sjæl. Og når det er sagt, så er mine hunde perfekte for mig, da hver deres uperfekthed lærer mig, først og fremmest en masse om hundetræning, men det lærer mig også en masse om mig selv. Og det er da om noget, helt perfekt.