top of page

Kære Uma og Effie, hvordan kan jeg gøre Jeres dag bedre?

Jeg har fire hundepiger Uma, Effie, Noell og Lucy. Jeg knuselsker dem og de betyder alverden i mit liv. De er mit et og alt.


Mine to yngste border collier Lucy og Noell træner jeg LP lydighed med, og de har en fest med det. De elsker nørderiet, farten og al træningen. De elsker at være "på" og blive set og beundret.


Min ældste hund Uma (islandsk fårehund på 10 år) har gigt og løse knæ, så fysik kan hendes krop ikke tåle særligt meget, men hendes hoved er friskt nok, og hun vil stadig gerne lave noget. Træne, core- og balancetræning, gå ture osv.


Min border collie Effie på nu 4 år elsker også at træne alverdens tricks, lydighed osv, men samtidigt har hun også et enormt behov for at bruge sine naturlige instinkter. At arbejde med fårene, bruge sin næse osv. Hos hende er dette behov meget stort, og hun trives faktisk ikke, når hun ikke får lov til at arbejde på den måde.




Ligesom alle andre kan jeg også have en travl hverdag. Jeg er alene med fire hunde, som skal have et godt liv, trænes osv og så har jeg også to virksomheder, som jeg virkelig brænder for. Det kræver tid og fokus.

Det betyder, at jeg nogen gange kan blive opslugt af "alt det jeg skal", og da jeg samtidigt er meget passioneret omkring LP lydigheden, så er det ofte den træning, jeg prioriterer med mine hundepiger.


I et stykke tid har jeg bemærket at Uma og Effie blev mere og mere urolige. Det var som om at de ønskede noget mere. De havde det godt og var glade, men alligevel havde jeg den der følelse i maven af, at de manglede noget.


Jeg spurgte dem, hvordan jeg kunne gøre deres dag endnu bedre, og svaret var at de gerne ville bruge deres næser og naturlige instinkter. De ville gå spor og Effie ville gerne finde ting, løbe mere frit i arbejdet. Heldigvis var vi så heldige at Tanja havde slået et sporhold op, og vi fik lov at komme med.



I dag var første dag vi var afsted, og hold nu op en succes. Både Effie og Uma arbejdede så flot, og jeg var meget imponeret over dem. Det bedste var et det var tydeligt at de elskede det, og de var næsten ikke til at trække væk, når de var færdige med sporet.


Uma har trænet spor for mange år siden, og det var tydeligt at hun nød at være i gang igen. Effie har aldrig prøvet det før, men hun var bare på sporet med det samme og arbejdede så flot og koncentreret.


Nu ligger alle fire hunde hjemme foran pejsen og slapper af, og både Uma og Effie har en helt anden indre ro i kroppen. De ligger nærmest og smiler mens de sover.


Jeg var meget glad for Tanjas tilgang til sportræningen. Tak Tanja fordi du er en del af "Just Be Dog" teamet. Jeg, Effie og Uma er meget taknemlige, og vi lover at træne flittigt til næste gang.


Så fedt at der er så mange forskellige racer med på holdet: Bichon Havanais, dobermann, collie, islandsk fårehund, border collie, schweizisk hyrdehund, malinois mfl.


Her er en lille video af Vibeke med hendes collie på 8 mdr. der allerede går et flot koncentreret spor efter kun få træningsgange.





Effie og jeg har også besluttet at fortsætte på Tanjas hold "Brugshundens Grundfærdigheder (start Januar 2020)", og vi glæder os helt vildt. På forløbet sætter vi fokus på brugshundens grundtræning, og træner målrettet på at udvikle færdigheder, der skal udgøre fundamentet for den videre brugshundetræning.






 
 
 

Comentarios


bottom of page