Ex-it og Helles rejse sammen...

Helle: "Jeg skal ikke gøre Ex-it til noget, hun ikke er..."

Denne blog er skrevet af Helle Larssen, som pt har 3 border collier. Helle træner og konkurrerer i både HTM og LP. Hun blev i 2019 Danmarksmester med hendes border collie Jazz i HTM, og 2019 var også året hvor Ex-it og hende blev lydighedschampion i LP. Helle er desuden Just Be Dog ambassadør , og har på vores opfordring skrevet denne fine blog om hendes og Ex-it's rejse sammen. Vi er så stolte over at have Helle som ambassadør. Hun formår virkelig at træne med hjertet og samtidigt opnå flotte resultater med hendes hunde. Tak Helle fordi du er en del af vores team og tak for dette flotte skriv.

Helle skriver:

Ex-it er min Border Collie på 4,5 år. Hun er min 4. border collie og min egen tæve Jazz er mor til hende. Jeg ønskede mig så meget en lille Jazz kopi og det var jeg sikker på, at jeg ville få. Jeg havde store planer og ambitioner allerede inden lille Ex-it blev født. Jeg var slet ikke i tvivl om, hvordan jeg skulle træne hende, vores fokus skulle i starten være på ro, ro og atter ro, for jeg var overbevist om, at jeg ville få en lille raket.

Da jeg valgte Ex-it, vidste jeg godt, at hun ikke var det ´fornuftige´ valg, men hun var valgt så meget med hjertet.

Da alle hendes søskende var flyttet hjemmefra startede vi så småt hvalpetræningen, hvor jeg heldigvis gik hos nogle søde forstående undervisere. Det viste sig meget hurtigt, at jeg ikke havde brug for at træne ro, det kunne Ex-it sagtens selv, og nogle gange til træningen sprang vi over, når det blev vores tur, fordi hun var lige midt i en lille lur.

Vi startede selvfølgelig indlæring med klikker, frivillig adfærd, return to sender, fristeøvelser og masser af leg som belønning. Men det skulle ikke vise sig at være så ligetil…. Legetøj skulle læres, Ex-it var ikke med på klikkerlegen, og hun så ingen ide i at løbe ud til ting og var egentlig ikke specielt engageret.

Vores træning var præget af frustrationer hos mig. Det var frustrerende, at vi ikke rigtig kom nogle vegne i træningen, og det var også frustrerende med de forventninger, jeg havde til os, og de kommentarer mange havde til os undervejs. Uden at ønske det kom jeg til at lægge et pres på Ex-it i forhold til vores træning og fart i øvelserne, og det blev det i hvert fald ikke bedre af.

Vores relation uden for træningstiden har altid været fantastisk, og Ex-it er en sjov glad hund, der altid er fuld af ballade. Jeg vil godt lige indskyde, at jeg nok havde det værre end Ex-it med træningen, men det gjorde ondt på mig, at jeg var så længe om at forstå og accepterer, hvilken fantastisk hund jeg havde fået indenfor dørene. Jeg troede, at jeg vidste, hvad jeg fik, og det var svært at åbne øjnene for, hvad det var jeg i virkeligheden fik.

Læs også: Skru lige ned for ambitionerne...

Jeg sagde tit, at hun var, som hun var, og så måtte vi bare træne og lave ting på hendes præmisser, og jeg ville lægge alle mine ambitioner på hylden. Det var dog ikke helt nok ´bare´ at sige det. Det var først, da jeg mente det helt ind i hjertet, at der skete noget i vores træningsrelation. Træningen og indlæringen blev helt på Ex-it´s præmisser. Jeg skulle tænke ud af boksen i indlæring, og det var umuligt at forestille sig, at det vi lavede nogensinde skulle komme til at ligne en øvelse og et LP program, men vi havde det sjovt.

De første LP prøver vi var oppe i gik rigtig fint, men så begyndte hun at blive meget forstyrret af omgivelserne. Hun reagerede på de andre hunde og var hormonelt forstyrret lang tid før og efter løbetid. Jeg valgte at trække hende fra flere konkurrencer, og der sagde jeg, at jeg ville fortsætte træningen, men om vi nogensinde kom til en prøve igen vidste jeg ikke.

Ex-it blev steriliseret, og vores træning fortsatte både alene og i træningsfællesskaber, med og uden forstyrrelser, nye og gamle steder. Men jeg mente det helt ned i maven, da jeg sagde, at jeg ikke vidste hvad fremtiden ville bringe, og om vi nogensinde ville komme til en prøve igen.

Læs også "Uperfekt perfekt"

Fart er stadig ikke noget, jeg går op i med Ex-it. Alt foregår i hendes tempo. Hun bliver aldrig en raket, men hun får mere og mere tempo jo mere sikker, hun bliver i øvelserne. Der er slet ingen tvivl om, at vi i dag begge elsker træningen højt.

Der gik 1 år, hvor vi kun trænede og havde det sjovt, og vi havde fokus på helheden. Ex-it og jeg ændrede os så meget det år, at jeg tog chancen og meldte hende til en prøve i LP3. Det gik over al forventning og hun blev hurtigt DKLPCH, men det betyder ikke at jeg pludselig har store ambitioner eller forventninger.

Vi nyder hver dag og sætter små mål på vejen -og et af dem er, at vi igen i 2020 gerne vil deltage i LP3. Men et af vores vigtigste mål er, at det skal være sjovt, og jeg skal ikke gøre Ex-it til noget, hun ikke er. Det bliver ikke svært, for jeg elsker hendes præcis, som hun er <3